| Flere

Debutanter på 44 og 66 år

Kent Hansen og Per Winther er to af de seneste personer, der har taget et mærke i Idrætsmærket. De tager mærket for konkurrencens skyld og fordi det er sjovt

Foto: Steen Bille
Per Winther giver den hele armen for at støde kuglen langt nok ud til et Idrætsmærke

"Det er sjovt det her", smiler Per Winther efter at have stødt den tunge kugle ud over grusbanen.

En kølig tirsdag aften debuterer den 66-årige mand på atletikbanen på Sønderborg Stadion. Han har selskab af fem andre erfarne idrætsmærketagere og en anden debutant, 44-årige Kent Hansen.

"Egentlig er jeg lokket med. Jeg er gymnastikinstruktør for 40 gymnaster i Vidar og er som regel den sidste, der går ud af døren. En af gymnasterne spurgte, om det ikke ville være noget for mig, så jeg er her for at prøve det", forklarer Per Winther.

"Og det er sjovt, selv om jeg opdager, at der skal noget til for at klare kravene, f.eks. skal 60 meter løbes på 11,2 sekunder i min aldersgruppe", siger han og tilføjer:

"Jeg burde jo nok også varme kroppen op inden jeg kaster eller løber". 

Tak for konkurrencen

Selv om Idrætsmærket søger at tiltrække yngre deltagere, er aftenens anden debutant Kent Hansen på 44 år alligevel en af de yngste.

"Men jeg kan lide det. Du får jo den dér konkurrence i disciplinerne, når du tager et mærke. Men man bør træne sig op til det, ellers kan det mærkes i kroppen", siger han.

Det var dog et tilfælde, der fik ham hen på stadion i Sønderborg for at tage mærket via spydkast, kuglestød, spring uden tilløb, cykling, løb og gymnastik.

"En dag Angela Alstrup besøgte min butik, spurgte hun mig, om ikke jeg havde lyst til at prøve at tage mærket.Og jo, hvorfor ikke?"

Tirsdag aften hilser han på de andre, mere erfarne mærketagere og går i gang med sin prøvetagning.

Foto: Steen Bille
Günther Andersen måler Per Winthers kuglestød med Dagny Schneider som kontrollant

Få aktive i byen

Vidar Sønderborg har i øjeblikket syv aktive idrætsmærke-tagere, hvoraf den ældste er 82 år.

Kvinden, der noterer resultater og holder styr på mærketagningen, hedder Angela Alstrup.

I dag kan hun på grund af en skade ikke længere tage Idrætsmærket. Inden skaden skete nåede hun at tage 29 guldmærker, men den popularitet ser hun ikke længere.

"Antallet af mærketagere er støt faldet de senest år. I 2009 tog kun fire mærket", fortæller hun.

Sammen med de to debutanter og Angela Alstrup er tre andre bysbørn, der hver har taget mere end en halv snes mærker.  

Et moderne idrætsmærke

I 2009 blev der taget i alt 2342 idrætsmærker. Et antal der er faldet med 100 hvert år siden 2006.

Et af  problemerne er Idrætsmærkets støvede image som et gammeldags fænomen i atletikken. Men Idrætsmærket er et andet i dag.

"Man kan f.eks. tage løbedelen i et motionsløb og udskifte andre elementer med nye", fortæller Susanne Jensen, formand for Idrætsmærket:

Udvalget satser især på at fremme to typer mærker:

  • et friluftsidrætsmærke, hvor naturens egen "redskaber" bruges
  • et eventmærke som især retter sig mod skoler


"Blandt vore nye satsninger er også en instruktøruddannelse i idrætsmærket, kontakt til DGIs landsdelsforeninger, kontakt til Ældresagen og Dansk Skoleidræt samt til de militære værn", forklarer hun.


Opdateret 21. maj 2010 Af Steen Bille

Ejer: Kommunikationsafdelingen